Deep pan Pizza

Det er efterhånden blevet en tradition at lave deep pan pizza, istedet for de traditionelle tynde italiensk inspirerede, her i familien. Denne opskrift passer i en alm. 40x40 cm bradepande, og det rækker til fire personer.

Opløs en pakke gær i 4 dl lunkent vand, rør lidt salt, lidt mere sukker og et par spsk. olivenolie deri. Kom alm. hvedemel i til dejen ikke længere klistrer. Hvis du har noget italiensk tipo 00 kan du blande det 1:3-4 med den almindelige billige hvedemel, for at gøre dejen lidt mere elastisk. Ælt dejen godt igennem, så den bliver smidig og luftig.

Efter dejen har hævet til dobbelt størrelse, bredes den ud i en bradepande, og efterhæver lidt hvis ikke ungerne er alt for sultne.
Pynt nu din pizza med det I nu bedst kan lide, og smæk den i ovnen i ca. 20 min ved alm. temperatur.

Pølsepakker

Pølsepakker går i alt sin enkelthed ud på at svøbe en pølse i et stykke dej. Jeg har til 10 hele pølser brugt, en pk gær, opløst i 4 dl lunkent vand, lidt salt, lidt sukker, 7-8 dl mel og en god røreske. Dejen har hævet en lille time, efter en god æltetur, og er derefter delt i 10 stykker som hver er blevet rullet flade og pakket om hver sin pølse. På pladen har de efterhævet endnu en halv time, og efterfølgende penslet (med æg eller mælk), og bagt 12-14 min midt i ovnen, til de er flotte gyldne...

Kikærtegryde

En kold vindblæst forårsdag er det rart at komme hjem til en varm suppe eller lignende. Idag står den på kikærtegryde i det lille hjem.

Til 3-4 portioner skal du have gang i:
3 løg skåret i tynde skiver svitses i lidt olie, dertil tilsætter du 8-10 stk skiveskårede gulerødder. Tilsæt nu ca . 4 dl kikærter (opblødt i vand fra aftenen før), en dåse kokosmælk, 4 dl bouillon, lidt karry og 4-5 fed fintsnittede hvidløg. Lad retten simre ved lav varme i 12-15 min. Smag evt. til med s+p samt lidt ingefærsaft.

Server gerne samme med det pakistanske Chapati brød (find det her på siden).

Chapati (mellemøstligt fladbrød)

Skal der serveres gryderet, eller andet hvor et brød er et must, bør du prøve dette lidt mere spændende alternativ til de hvide flute.

Der bliver ca. 10 stk, hvis du blander 350g sigtemel med 150g grahamsmel, og tilsætter 3.5 dl vand med 2 tsk salt i. Ælt dejen godt, og lad den hvile i køleskabet et par timer.
Rul nu dejen ud i små pandekager ca. Ø 15 cm, og et par mm tykke. Steg dem på en varm pande, evt. med lidt smør.

Brødene kan også nydes alene med en lækker frisklavet humus, eller måske til ost?

Morgenbrød på 5km

Så sker der igen lidt her på bloggen, efter en noget sløv august...

Den står simpelthen på morgenbrød, og en meget nem en af slagsen.

Den skal blot hæve 30 min (eller en løbetur på små 5 km), så den er perfekt at starte dagen med.

Opløs 50 g gær i 1 dl lunkent vand, tilsæt da 1 tsk salt, og 2 tsk sukker samt lidt smør. Bland desuden 3 dl mælk og 5-6 dl god økologisk hvedemel i. Form til 2 brød, eller 12 boller, og dæk lunt til hævning. På med løbeskoene, og ud af døren, så du kan nå tilbage på ca. 30 min. Tænd ovnen på 225 grader. Pensl evt. med mælk, og bag brødene i midten af ovnen i 10-14 min.

Brødene kan varieres i en uendelighed, fx rug og boghvede til et noget grovere brød, eller tilsat kardemomme for at smage mere af "fødselsdagsboller". Prøv dig frem, og find din favorit.

Børnevenlig karryret

Her er en lille hurtig og velsmagende familieret til en travl hverdag (eller som idag, en lørdag, hvor vi ikke gider bruge tid på at lave mad :-))

Til 4 personer:
Steg i lidt olie et finthakket løg, tilsæt et æble og en banan i tern. Drys et par tsk. karry over, til det smager rigtigt. Hæld 3-4 dl kokosmælk over retten, og lad det simre under låg i 10-12 min. Blend blandingen. Svits to stk kyllingefiletter skåret i strimler, og overhæld med karryblandingen. Lad retten simre 5 min, mens risene koges færdige.

Server med et stykke brød, og velbekomme.

Wraps a la carte

Dagens blogpost er ment som en inspiration til fremtidige madpakker, da bagels og rugbrød er ved at blive list ensartet til frokost.

Først en lille let opskrift på hurtige madpandekager, og dernæst lidt inspiration til fyld...

Madpandekager, fire stk:
Rør 4 spsk vand og 4 spsk olie sammen i en skål. Tilsæt en smule salt, og i alt 140 g hvedemel, lidt ad gangen. Ælt dejen smidig og glad. Del da dejen i fire stykker, og ælt dem til kugler. Rul dejkuglerne til pandekager. Ved middelvarme steges pandekagerne på den tørre pande, indtil de får lysebrune pletter.

Hvis planen for wrap'en er at den skal medbringes, kan det være en fordel at rulle den til en såkaldt Roll, alternativt kan den gøres hyggelig ved at "wrappe" den, så den ligesom er foldet sammen til et lille kræmmerhus med fyld, -det er vidst kun et temperamentsspørgsmål i den sidste ende...

_______________________________

Ups, vi glemte fyldet! :-)

 - Bønnepuré og artiskok:
Kog en håndfuld bønner med lidt citronsaft i vandet, et par minutter. Hak bønnerne sammen med lidt persille, og bland det med et halvt fed knust hvidløg og en tsk ekstra jomfru olivenolie. Fordel bønnepuréen på pandekagen, og læg de tyndskårne artiskokhjerter ovenpå. Rul og spis :-)

 - Kalkun og lime:
Skær et halvt løg i strimler, og steg det blødt på panden med lidt væske. Steg færdig med strimler af 70-80 g kalkun. Bland ovenstående med en revet gulerod, og 2 spsk limesaft. Fordel fyldet ud over pandekagen, og drys på lidt peber. Rul og spis :-)

 - Kylling i karry:
Svits et finthakket løg med en halv tsk karry. Tilsæt 50-60 g kyllingstrimler og et fed knust hvidløg. Tilsæt 2 spsk kokosmælk og s+p, og steg til væsken er opsuget. Fordel fyldet på pandekagen, og drys med lidt kokosmel. Rock'n'roll!

 - Hot mexican: (Bør foldes som en vaffel)
Steg 70-80 g kyllingstrimler i en halvt tsk paprika og lidt honning. Læg skiftevis kylling, skiver af tomat og skiver af salatløg på pandekagen. Er god med en stærk chilidressing til!

 - Gorgonzola rullen:
Svits et hakket løg sammen med 50-60 g kalkunstrimler. Tilsæt en smule fintsnittet peberfrugt, og en spsk honning. Fordel fyldet på pandekagen, og læg tynde skiver af gorgonzola henover, drys med s+p. Ruld og nyd

Har du forslag til flere lækre versioner af fyld, så kommenter endelig!